Den argentinske koreograf og danser Ingrid Kristensen søger det uprøvede. Til landsstævnets festaften tager hun 700 deltagere med under sine vovede vinger
Af Marlene Jensen, freelancejournalist
Flyvemaskiner. Hønseæg. Fjernstyrede biler. Spædbørn. Vaskemaskiner. Indvolde. Barberblade.
Ingrid Kristensen er kendt for at bruge de mest mærkværdige elementer i sine værker som koreograf og danser.
Modet og en ukuelig nysgerrighed er hendes drivkraft. Men også hendes baggrund. Hun er født og opvokset i Argentina for 40 år siden - et land der efter mange års militært diktatur har kæmpet for sin frihed og vundet uafhængigheden.
»Det påvirker ens livshistorie når man vokser op i et land hvor alle er bange og ikke tør åbne munden. Man lærer at frygte. Og jeg er vokset op med en frygt for at åbne munden,« fortæller Ingrid Kristensen.
Derfor fandt hun andre veje til at udtrykke sig: Dansen. Her kan hun vise modet med munden lukket. Og det gør hun frygtindgydende godt.
Uanset hvad hun begiver sig ud i er der dog én ting som altid fascinerer: »Fugle! Jeg elsker fugle,« smiler Ingrid Kristensen og prøver at forklare i ord hvad hun normalt fortæller med kroppen.
»Jeg ved ikke hvad det er. Der skal bare altid være en fugl med,« siger Ingrid Kristensen.
Sådan bliver det derfor også når hendes hidtil største værk som koreograf gennemføres til landsstævnets festaften.
Ekstremt format
Det lyder ikke som en mærkbar udfordring for den professionelle dansemager at skulle arbejde sammen med Hr. og Fru Danmark til et landsstævne. Så hvad vil kvinden der er vant til stilige opsætninger på Operaen på Holmen på en græsplæne i Haderslev?
»Det er en fornem opgave - både menneskeligt og fagligt,« siger Ingrid Kristensen og fortsætter:
»Jeg drages af det ukendte. Dette er nyt for både DGI og jeg.«
Hun er vant til den sceniske form for dans og en anden intimitet med publikum. Alligevel er det ikke rummet eller stedet der er nyt for hende. Dertil har hun prøvet mere ekstreme locations. Som da hun opførte et stykke med flyvemaskiner og faldskærme i Billund Lufthavn. Det nye er volumen:
»Det er første gang at jeg laver et værk med så
mange aktører,« siger Ingrid Kristensen. Og der bliver 700 af slagsen – alle rekrutteret fra den folkelige idræt spredt ud over Danmark.
Netop målgruppen er anderledes end hun er vant til i hendes eget danseteater hjemme i Odense:
»I dén grad. Men tanken er at skabe et værk som til mine egne dansere. Uanset om det er danseteater, klassisk ballet eller gymnastik handler det om bevægelse og fordybelsen og fællesskabet er den samme.«
Duften af hoppebold
Forestillingen handler om at rejse i fællesskabets fodspor og har været halvandet år undervejs. Først skulle hun dog overbevise DGIs hovedbestyrelse om at hun skulle have jobbet. Hun lagde dem ned:
»Jeg forklarede at jeg ikke selv kunne vise værket. Derfor skulle de lægge sig på gulvet og sætte sanserne på arbejde.«
Netop sanserne er forestillingens tema. Mere præcist duftesansen.
»Det er et ønske jeg har haft i mange år. En enorm satsning, men idéen med duftene er at gøre stemningsbillederne stærkere,« fortæller Ingrid Kristensen.
Derfor har hun involveret antropolog og parfumør Joel Leonard - manden som har designet dufte til for eksempel B&O, BMW og kokken Claus Meyer.
»Jeg vil ikke røbe for meget, men vi arbejder med fem dufte. En af dem repræsenterer det legende menneske. Derfor bad jeg for eksempel Joel Leonard om at skabe duften af hoppebold – en syntetisk duft med dybde,« siger Ingrid Kristensen.
Ren chokolade
Udover Joel Leonard samarbejder Ingrid Kristensen med komponisten Erling Hjernø. Dernæst tre tidligere verdensholdsgymnaster, Rie Toftegaard, Mikael Rindom og Berit Clausen.
»Det er en berigende proces fordi de har en anden tankegang. De har imponeret mig med deres praktiske erfaring i rekruttering. Og åbenhed,« siger Ingrid Kristensen og forklarer:
»Måske er det et sammentræf, men de har en total åbenhed - uanset hvad jeg foreslår, er de friske på at prøve. Det er som chokolade at arbejde med sådanne mennesker. Det har jeg aldrig prøvet før.«
Gymnasternes idéer er forankret i stykket på forskellig vis, ligesom gymnastikkens verden har sat sit aftryk.
»Gymnaster er gode til styrke, udholdenhed og rytmik. Dansere er mere lyriske og eksplosive. Trin og bevægelser fra begge sættes i en dramaturgisk ramme.«
Gymnastikken er dog ikke ny for hende:
»Jeg er i gang med at udforske og reflektere over hvad gymnastikken indeholder. Den sidste tid har jeg for eksempel arbejdet med Christel Stjernebjerg i egne værker. Hun er tidligere gymnast på Verdensholdet - en up-coming stjerne som jeg tog under mine vinger. I dag er hun hos Cirque du Soleil.«
DGI skal turde mere
Ingrid Kristensen opfordrer DGI til også at dyrke solisterne:
»Styrk dem der vil være anderledes. De kan inspirere og berige fællesskabet og gavne udviklingen.«
Hun håber at DGI også lader sig inspirere af hendes stykke:
»Det kunne være fedt hvis DGI tager udfordringen og avler nye områder. I øjeblikket bliver der bejlet meget til dansen og der er også mere at hente. Men jeg tror på ny-cirkus – cirkus uden dyr. Den har den moderne dans som kerne, men er samtidig meget akrobatisk og fokuseret på styrke.«
